En dødsdom eller en hjælpende hånd?
Som nogle måske ved, så fik min mor konstateret kræft i sommeren 2017.
Hun blev erklæret rask allerede i august samme år og færdiggjorde sin behandling i januar 2018.
Da familien var ved at komme på toppen igen oven på det seneste år, kom det næste slag.
Vi vidste, at hun havde en arvelig form for kræft, og jeg havde derfor 50% risiko for at have arvet samme mutation.
Det slog meget hårdt, da jeg senere fandt ud af, at det er arveligt. Men jeg valgte alligevel at få det undersøgt på trods af, at man først starter på undersøgelser, når man er 30.
Godt 2 måneder efter hendes sidste behandling fik jeg besked. Jeg havde samme genfejl og derfor stor risiko for at udvikle samme kræftform senere i livet.

Ser det som en hjælpende hånd
Genetikeren var ikke meget for, at jeg i en alder af 21 år, ville have det undersøgt. Men jeg har valgt at se på det som en hjælpende hånd i stedet for en dødsdom.
Der gik 4 måneder fra jeg fik at vide, at min mor havde mutationen, til jeg selv fik det konstateret. I den tid havde jeg latent gået og forberedt mig. Jeg troede, at jeg ville gå ned på det, men medmindre folk spørger ind til det, tænker jeg ikke over det.
I stedet ligger i baghovedet sammen med al den anden sygdom, som gennem årene har ramt mig.
Jeg kan huske, at jeg skulle fortælle det til en gode ven over telefonen. Han har siden hen fortalt mig, at hans tanker hurtigt gik over i, om jeg nu også skulle få det. Hvad nu, hvis jeg fik det og ikke overlevede? Hvad ville det have af konsekvenser, hvis jeg fik det? Ville man opspore det i tide? Hele hans system gik i katastrofetanker, men da jeg i løbet af 2 sekunder begyndte på sætningen: ”Det er jo ikke en dødsdom” blev han rolig igen.
Kræft er ikke noget at spøge med. Jeg har allerede mistet et par stykker til sygdommen, men jeg har det jo ikke selv. Jeg har større risiko for at få det, men jeg har det ikke. Og det er ikke sikkert, at jeg overhovedet gør.
Det er jo ikke en dødsdom, men blot en hjælpende hånd til at opdage det i tide
Tænker ikke meget over det
Jeg tror, det i sådan en situation er vigtigt at se på det udefra. Huske på, at jeg stadig er den samme, selvom jeg nu har det liggende i baghovedet.
Det er helt normalt, at det vil poppe op en gang i mellem, men man skal huske på, at det ikke skal overtage det hele. Lader man tankerne overtage, lever man i troen om, at man enten er eller bliver ramt, så er risikoen for det også større.
Jeg har taget et aktivt valgt om, at det skal være en hjælpende hånd. Jeg ved, at min risiko er højere. Med denne viden kan jeg nu holde øje med det. Finder de noget, kan vi reagere hurtigere, end hvis jeg ikke havde gået til jævnlig kontrol eller måske slet ikke havde skænket det en tanke før det måske var for sent.
Hvad ville I gøre, hvis I havde stået i min situation? Havde I valgt at få det at vide, hvorfor, hvorfor ikke? Ville I kunne tackle at vide det, uden at kunne gøre hverken fra eller til? Måske står I i samme situation? Smid gerne en kommentar om jeres tanker eller oplevelser!
Nyhedsbrev
Glem ikke at tilmelde dig mit månedlige nyhedsbrev, på den måde går du aldrig glip af et indlæg igen!
Relaterede indlæg
- Da sygdommen pludselig ramte venstre armEn dag i sommerferien 2011 vågnede jeg op med en mærkelig følelse i kroppen. Dagen forinden havde alt været som det plejede at være. Der gik dog ikke længe før jeg opdagede, at jeg ikke længere kunne bevæge min venstre arm som normalt. Det startede en lang og sej kamp, hvor jeg måtte kæmpe med både sygdom, skole og kommunen om hvorvidt min videre skolegang skulle forløbe.
- Amsterdam, hvad så nu?Det er nu halvandet år siden jeg for første gang satte kurset mod Amsterdam til et helt nyt kapitel i mit liv. Jeg vidste på daværende tidspunkt ikke, hvad der ventede forud, kun at det var et eventyr. Et eventyr som uanset hvad, ville forandre mit liv på den ene eller anden måde. I skrivende stund sidder jeg endnu engang i bilen på vej mod adressen i Holland. Denne gang er ret ambivalent, det er nemlig min 10. og sidste tur – Eller er det?
- Min kamp for at flytte hjemmefraSom for et hvert anden ungt menneske kom der et punkt, hvor jeg gerne ville ud at stå på egne ben. Jeg var lige fyldt 20, og verden lå foran mig. Til daglig læste jeg på HF, hvor jeg var igang med den sidste del.