Når kræften rammer
I nogle perioder kan det være svært at bevare positiviteten. Man har mest af alt bare lyst til at begrave sig i et stort hul og alt omkring en spiller ikke længere nogen rolle.
Sådan havde jeg det i sommeren 2017, hvor kræft virkelig kom ind på livet af min familie.
Det kan være svært ikke at begive sig ud i negative tankemønstre. Man tænker kun på den ramte og man glemmer typisk alt andet omkring sig. I stedet starter alle ens katastrofetanker med “hvad nu hvis”, “betyder det så”, “hvad nu med”, “jamen skal han/hun så”.
De fleste personer stopper op og bliver eftertænksomme når man nævnere ordet kræft. De fleste kender en, som er eller har været ramt, og der bliver desværre kun flere og flere.
Jeg har efterhånden en del i familien, som har været ramt på den ene eller anden måde. De fleste har klaret sig igennem sygdomsforløbet, men desværre ikke alle. Det kan derfor være rigtig hårdt at få nyheden om, at en kær er blevet ramt.
Et år i kræftens tegn
Sommeren 2017 har været speciel på sin helt egen måde. Efteråret 2016 døde min faster desværre af modermærkekræft, hvilket tog rigtig hårdt på hele familien. Det var anden gang hun blev ramt, og det gik desværre rigtig stærkt til sidst.
Kort efter hendes diagnose fik jeg at vide, at min “bedstefar” på modsatte side havde fået konstateret leukæmi. Lægerne mente, at han havde haft det i mange år, men prøvede alligevel at hjælpe ham på bedst mulig vis. Desværre døde han sommeren efter den 9 juli.
Det sluttede dog ikke der, for 4 dage efter hans død, fik min mor konstateret kræft og filmen knækkede. Jeg kunne ikke mere. Det var hårdt nok lige at have mistet to familiemedlemmer.
Men at min mor nu også var syg, var slet ikke til at bære. Vi fandt senere frem til, at hun er bærer af BRCA1 genet, hvilket jeg sidenhen også har fået konstateret. (læs mere herom i indlægget en dødsdom eller en hjælpende hånd)
Adspredelse af tankerne
Som nævnt tidligere kan man let blive ramt af en negativ tankestrøm, samtidig med en kæmpe portion håbløshed og undren. Hvorfor skulle lige de 3 rammes af kræft inden for så kort tid? Hvorfor skulle det koste to af dem livet? Spørgsmålene var mange, men svarene få.

Heldigvis kom en god ven mig til undsætning og inviterede mig med i Zoo. Jeg glemte alt det negative for en stund og havde en hyggelig dag.
På turen kom jeg i tanke om et af hans yndlingscitater: “uden den mørke side, kan du ikke sætte pris på den lyse”.
Der vil altid være mørke perioder i dit liv. Nogle gange kan man slet ikke forestille sig, hvordan eller hvornår man komme igennem dem.
Jeg synes citatet passer rigtig godt her, da man skal huske på, at de mørke perioder kun er et split sekund af ens liv. Uden disse perioder, er det umuligt at sætte pris på de gode stunder.
Uden dem ville de lyse tider ikke være lyse. De ville blot være normale og du ville ikke prissætte dem nær så meget. Selvfølgelig er der perioder, hvor det kræver en større eller mindre arbejdsproces bag, men de er med til at give dit liv nuancer.
Husk at give dig selv lov til at være ked af det
Det er vigtigt at huske på, at give sig selv plads og lov til at være ked af det. Ellers risikerer man at det hele hober sig op og bægeret til sidst flyder over.
En måde jeg kommer igennem mine mørke dage på, er ved at skrive dagbog. Det lyder måske lidt kliche. Men faktisk er det en god måde at få ens tanker og følelser ud på, især hvis man ikke har lyst til at fortælle dem til andre.
Nogle gange kan det også være rart, bare at smide musik i ørene og gå en lang tur og få tænkt tingene igennem.
Vigtigst af alt er det, at jeg omgiver mig med folk jeg ved, forstår min situation, og som jeg ved er der, hvis jeg har brug for det.
Det er altid nemmere at komme igennem sine svære perioder, hvis man er omgivet af folk der elsker en.

Nyhedsbrev
Subscribe to our newsletter!
Relaterede indlæg
- Da sygdommen pludselig ramte venstre armEn dag i sommerferien 2011 vågnede jeg op med en mærkelig følelse i kroppen. Dagen forinden havde alt været som det plejede at være. Der gik dog ikke længe før jeg opdagede, at jeg ikke længere kunne bevæge min venstre arm som normalt. Det startede en lang og sej kamp, hvor jeg måtte kæmpe med både sygdom, skole og kommunen om hvorvidt min videre skolegang skulle forløbe.
- Amsterdam, hvad så nu?Det er nu halvandet år siden jeg for første gang satte kurset mod Amsterdam til et helt nyt kapitel i mit liv. Jeg vidste på daværende tidspunkt ikke, hvad der ventede forud, kun at det var et eventyr. Et eventyr som uanset hvad, ville forandre mit liv på den ene eller anden måde. I skrivende stund sidder jeg endnu engang i bilen på vej mod adressen i Holland. Denne gang er ret ambivalent, det er nemlig min 10. og sidste tur – Eller er det?
- Min kamp for at flytte hjemmefraSom for et hvert anden ungt menneske kom der et punkt, hvor jeg gerne ville ud at stå på egne ben. Jeg var lige fyldt 20, og verden lå foran mig. Til daglig læste jeg på HF, hvor jeg var igang med den sidste del.
- Et liv med Fibrodysplasia Ossificans ProgressivaSom noget nyt har jeg valgt at starte serien “Et liv med FOP”, hvor jeg vil samle hele mit sygdomsforløb fra start til slut – Det betyder, at der udkommer et nyt indlæg om sygdommens udvikling hver måned. Håber I vil læse med 🙂
One Comment
David Cooper
I have read so many posts concerning the blogger lovers but this post
is really a pleasant post, keep it up.