Tanker om sygemelding

Kalenderen sagde start januar og hverdagen var lige så stille ved at komme tilbage efter juleferien. Jeg havde derfor også mit ugentlige møde med min vejleder på uddannelsen – Men noget var anderledes. Før jul havde jeg godt kunne mærke, at mit stressniveau var begyndt at stige en anelse. Jeg skubbede det dog fra mig og tænkte, at ferien nok skulle få mig tilbage på rette spor. Jeg undersøgte muligheden for en eventuel sygemelding, men begyndte alligevel at forberede mig på den kommende eksamen.

Normalt studerer jeg en professions bachelor i Global nutrition and health, hvor jeg tilbage i januar var ved at afslutte mit 3. semester. Grundet corona situationen havde jeg fået dispensation til at skrive min kommende eksamen alene. Jeg har det i forvejen ikke godt med gruppearbejde i større grupper, og da jeg ikke havde deltaget særlig meget i undervisningen, tog jeg beslutningen om at skrive den alene. Jeg vidste det ville blive hårdt, men jeg knoklede i 14 dage og fik afleveret et godt resultat. I hvert fald hvis du spørger mig.

Opfølgning

Nogle dage efter eksamen havde jeg et møde med min vejledere igen. Jeg følt mig egentlig okay, alligvel var der noget inden i mig, som ikke var som det skulle være. Da hun kiggede på mig gennem kameraet i computeren og spurgte, hvordan jeg havde det, knækkede jeg sammen. Jeg var ikke okay, overhovedet ikke. Jeg knækkede fuldkommen sammen og kunne pludselig ikke overskue noget. Alt presset på mine skuldre, både fra skolen, men også i forhold til corona og hjælper situationen var blevet for meget.

Hos egen læge

Jeg aftalte derfor med min vejleder, at jeg skulle få en tid hos min læge samme dag, så vi kunne lægge en plan. Min læge havde dog ferie, hvilket blot var starten på en række dårlige hændelser den dag.

Da min hjælper og jeg steg ind i elevatoren gik den nemlig i stykker. Så udover jeg ikke nåede min lægetid, så brugte vi lidt over 30 minutter lukket inde i elevatoren. Og som om det ikke var nok, så var den i stykker de følgende 2 uger, så jeg kunne ikke komme tilbage til lejligheden.

Det gode ved forsinkelsen var, at hende jeg fik en tid ved, tog sig rigtig god til til at lytte til mig. Hendes mening var klar, presset skulle lettes fra mine skuldre og jeg skulle sygemeldes. Spørgsmålet var bare om det skulle være en hel eller en delvis sygemelding og hvor lang tid den skulle vare.

Dagene efter

Nogle dage efter min tid hos lægen, havde jeg en samtale med en af lærerne på skolen. Vi blev begge enige om, at det hed en hel sygemelding. Jeg havde fået det værre i løbet af ugen og jeg kunne ikke rigtigt fokusere på noget. Normalt bruger jeg min hækling til at slappe af, men ikke engang det kunne jeg fokusere på.

Vi aftalte derfor, at jeg skulle sygemeldes frem til påske. Det ville give mig nogle måneder til at komme på toppen igen inden jeg efter planen skulle starte i praktik.

Problemet ved en sygemelding

Selvom en sygemelding måske lyder godt, især når man er så stresset, som det viste sig jeg var, er der alligevel en del ting som skal overvejes.

En af dem er, at mit studie er blevet nedlagt efter vores årgang. Det betyder, at jeg ikke bare kan komme ind i en ny klasse og følge dem resten af uddannelsen. Hvordan min kommende uddannelsesplan bliver, er der ingen der rigtigt ved så længe jeg er sygemeldt. Forhåbentligt får jeg lov til at tage en del af uddannelsen på den danske søsteruddannelse ernæring og sundhed, som jo egentlig var den uddannelse, jeg gerne ville ind på fra starten af. Resten af den bliver højest sandsynligt selvstudie, hvilket også passer mig ganske fint, da jeg bare fungerer bedre alene eller i mindre grupper.

Fordelen ved selvstudie

Jeg nyder at kunne hygger mig med mine ting, om det så bare er noter eller en aflevering. Jeg ville ønske jeg bare kunne læse en bog eller andet materiale og så kunne forstå og arbejde med stoffet, men faktum er, at det kan jeg bare ikke. Jeg skal have tid til at fordybe mig på min egen måde, have lov til at skrive noter og kunne lave system i det jeg har læst – Gerne nogle gange. Hvis ikke jeg gør det, så ryger det ud lige så hurtigt igen, hvilket der jo ikke er noget ved.

Sådan har jeg det i dag

Der er sket rigtig meget siden mødet med min vejleder. Der er dage hvor jeg aldrig rigtigt kommer ud af sengen, fordi jeg bare er udkørt og ikke rigtigt orker noget. Andre dage kan jeg måske lige overskue at forberede mig lidt til min kommende praktik (selvom jeg nok ikke burde). Alt i alt har jeg heldigvis fået det bedre, og jeg er blevet bedre til at lytte til min krops signaler. Fælles for de gode og dårlige dage er dog, at jeg næsten altid ender med hovedpine sidst på eftermiddagen. Graden af den afhænger af, hvad jeg har lavet og hvor længe. Selv en tur ned gennem gågaden kan resulterer i at resten af dagen bliver tilbragt foran fjernsynet, fordi mit hoved bliver så træt.

Jeg er dog stadig fast besluttet på at starte i praktik i næste uge. Så håber jeg bare, at jeg kan få tilrettelagt det sådan, at jeg selv og min krop kan følge med. Heldigvis ser corona situationen ud til at stilne af lige så stille, så hverken det, fremmøde på studiet eller store mængder lektier kan presse mig yderligere. Jeg skal bare fokuseret på selve praktikken, som jeg heldigvis har fået lov til af fordele udover flere uger, hvis jeg har brug for færre timer,

Nyhedsbrev

Relaterede indlæg

• 
  Da sygdommen pludselig ramte venstre arm
  En dag i sommerferien 2011 vågnede jeg op med en mærkelig følelse i kroppen. Dagen forinden havde alt været som det plejede at være. Der gik dog ikke længe før jeg opdagede, at jeg ikke længere kunne bevæge min venstre arm som normalt. Det startede en lang og sej kamp, hvor jeg måtte kæmpe med både sygdom, skole og kommunen om hvorvidt min videre skolegang skulle forløbe.
• 
  Amsterdam, hvad så nu?
  Det er nu halvandet år siden jeg for første gang satte kurset mod Amsterdam til et helt nyt kapitel i mit liv. Jeg vidste på daværende tidspunkt ikke, hvad der ventede forud, kun at det var et eventyr. Et eventyr som uanset hvad, ville forandre mit liv på den ene eller anden måde. I skrivende stund sidder jeg endnu engang i bilen på vej mod adressen i Holland. Denne gang er ret ambivalent, det er nemlig min 10. og sidste tur – Eller er det?
• 
  Min kamp for at flytte hjemmefra
  Som for et hvert anden ungt menneske kom der et punkt, hvor jeg gerne ville ud at stå på egne ben. Jeg var lige fyldt 20, og verden lå foran mig. Til daglig læste jeg på HF, hvor jeg var igang med den sidste del.